Et hus i Damaskus
Essays af: Bjørn Bredal og Bente Lange
Fotos af: Jens Lindhe
Det danske Institut for Videnskab og Kultur bor i et lille østerlandsk palads: Aqqad-huset – på arabisk: Bayt al-‘Aqqad. Navnet skyldes den sidste store familie, som boede her. Aqqad-familien var uldhandlere og tekstilfabrikanter med domicil i suq’en indtil midt i 1900-tallet, da de gav op og forfaldet satte ind. Huset er nu rejst af ruiner og står i al sin glans med 2.000 års historie gemt i murene. Den gamle bydel i Damaskus med Bayt al-‘Aqqad er i dag sat på UNESCOs World Heritage-liste. Det Danske Institut i Damaskus har hjemme i et af verdens smukkeste huse.
Den store C.L. Davids Fond og Samling har bekostet istandsættelsen sammen med den mindre H.P. Hjerl Hansen Mindefondet for Dansk Palæstinaforskning, og det er Davids fond der har med sin støtte ar gjort denne udstilling og udgivelsen af bogen mulig.
Arkitekturfotografen Jens Lindhe har gennemfotograferet huset og redaktør på dagbladet Politiken Bjørn Bredal og restaureringsarkitekt Bente Lange har hver skrevet et essay om huset og dets historie.
Mellemøstens karavaner har altid mødtes i Damaskus. Kamelerne er kommet sejlende gennem de store ørkener med krydderier, parfumer, silkestoffer, ædle metaller, tæpper, olier, elfenben og alt, hvad halvmånens verden kan byde på af fødevarer og rigdomme. De kom med guld, røgelse og myrra skær, de kom med sand, støv og ørkenvind, og de kommer den dag i dag.
Det særlige ved et østerlandsk palads
Sådan et østerlandsk palads findes kun, når man er i det, ellers er det omtrent ikkeeksisterende. Man kan ikke få øje på det, man kan ikke gå rundt om det, husets ejer kan ikke stå på afstand af det med tommelfingrene i ærmegabene og som en anden dansk herremand omfatte sin rigdom med tilfredshed og stolthed over, at det syner. For det gør det ikke. Man har heller ikke huset for øje, mens man nærmer sig: Bayt al-‘Aqqad bliver ikke som vesterlandske huse større og større i takt med, at afstanden til det mindskes. Nej, mens man arbejder sig gennem suq’ens labyrint, er det der slet ikke, men så pludselig, med ét slag, så står det der som en gave fra den himmel, der åbner sig over husets gårde, springvand, marmor og skyggefulde træer.
En lang historie
Godt og vel 2.000 år gamle romerske sten fra Herodes den Stores teater udgør den ældste del af det palads, som i dag rummer Det Danske Institut i Damaskus. Herefter er der kun tre epoker at holde styr på: 1400-tallet, hvor paladset grundlægges; 1700-tallet, hvor det ombygges og restaureres; og så til slut perioden omkring år 1900, hvor det er Aqqad-familien, der tager fat. Endnu en gang restaureres væsentlige dele af huset, og flere rum dekoreres og ornamenteres i den fantastiske, vildtvoksende stil, som fra andre dele af det osmanniske imperium var nået til Damaskus engang omkring år 1840 og almindeligvis betegnes som “tyrkisk rokoko”. Da danskerne kom til i 1997 og arkitekten Bente Lange slap syriske håndværkere løs på huset i en gigantisk renovering, fik det føjet endnu en epoke til sin historie: århundredskiftet omkring 2000. En epoke med aircondition, internetforbindelse, moderne badeværelser og køkkener med opvaskemaskiner. Men i samarbejde med de syriske eksperter har man ladet huset bevare sine gamle træk og stå med sine lag på lag af det romerske, mamlukiske, tyrkiske, syriske … danske.
Idé og virkeliggørelse
Det Danske Institut i Damaskus opstod som idé ved 1990’ernes begyndelse, da en gruppe forskere omkring arkæologen Peder Mortensen, daværende direktør for Moesgård-museet, satte sig for at skabe et nyt, stærkt og permanent udgangspunkt for danske videnskabelige studier i den arabiske og islamiske verden på linje med de allerede eksisterende danske institutter i Rom og Athen. Instituttet har til formål at fremme forskning, undervisning og kulturformidling inden for de arabiske og islamiske landes kultur, kunst og videnskab, såvel klassisk som moderne.
I 1996 konstituerede instituttet sig med en bestyrelse bestående af repræsentanter for de danske universiteter, Nationalmuseet, relevante ministerier samt, ikke mindst, to velvillige fonde: den store Davids Fond, som har bekostet hele istandsættelsen, og den mindre H.P. Hjerl Hansen Mindefondet for Dansk Palæstinaforskning. Peder Mortensen blev ansat som direktør.
Oktober 1997 overtog instituttet nøglen til ruinen. Udlændinge kan ikke eje fast ejendom i det gamle Damaskus, så konstruktionen er juridisk kompliceret: først har den syriske regering eksproprieret huset, dernæst har den givet instituttet kontrakt på det i et halvt århundrede til gengæld for istandsættelsen.
Der har været en lang række eksperter, håndværkere, arkitekter, konservatorer, arkæologer involveret i det lille østerlandske palads’ genfødsel. Det er altsammen gjort med respekt for det gamle hus, dets form og historie.
Den gamle bydel i Damaskus med Bayt al-‘Aqqad er i dag sat på UNESCOs World Heritage-liste. Det Danske Institut i Damaskus har hjemme i et af verdens smukkeste huse.
Bogen er rigt illustreret med farvebilleder af arkitekturfotografen Jens Lindhe. Redaktør på dagbladet Politiken, Bjørn Bredal, og restaureringsarkitekt Bente Lange, der har stået for husets restaurering, har hver skrevet et essay om huset og dets historie.
Bogen udkom i både en dansk og en engelsk udgave den 9. januar 2003 og kan købes gennem alle danske boghandlere, på Davids Samling, Kronprinsessegade 30-32 og i Det danske Institut i Damaskus:
Bog og udstilling er støttet af C.L. Davids Fond og Samling.
64 sider, helbind
Pris: DKK 200,- kr. inkl. moms
ISBN 87-985103-0-3 (Dansk version)
ISBN 87-989303-1-1 (Engelsk version)
