MILJØRIGTIGT tag til Amalienborg

Projektets formål var at istandsætte bygningstagværk og tagflader på Amalienborg uden at foretage indgreb i den underliggende etage. Tegningsmaterialet er udført på baggrund af en konventionel treakset opmåling, med en høj præcisionsgrad samt en delfrilægning og registrering af de bærende stålkonstruktioner og øvrige relevante bygningsdele. Projektet griber ikke ind i den underliggende etages konstruktioner og reducerer samtidig de i 1937 indbyggede stålkonstruktioner. Dermed sikredes tagværket flere generationer frem uden at genskabe den oprindelige tagkonstruktion fra bunden. Der blev lagt vægt på at sikre bygningerne mod vandindtrængen og kondensproblemer ved at forbedre afvandingsløsninger og ventilation.

DET ANDERKENDENDE PRINCIP FOR ET NYT TAG

Det anerkendende princip handler om at anerkende Eigtveds oprindelige idé med tagfladerne og deres anonymitet i forhold til facaderne. For Eigtved afsluttedes huset opad med balustraden som en horisontal integreret afslutning af palæets hovedgesims og base for de opsatte figurer. Taget var bare en praktisk anordning, der ikke skulle markere sig væsentligt i facadekompositionen. Den pragmatiske ændring af pavillonernes tagfod med udvendige render, strider til gengæld mod det arkitektoniske greb og modarbejder Eigtveds væsentligste facademotiv, og må derfor – efter vores opfattelse – føres tilbage.

Som helhed er ideen om det anerkendende princip en form for helhedsgreb. Det indfanger både de historiske kvaliteter, forandringerne undervejs og nutidens krav på en måde, der sikrer husets bærende fredningsværdier. Princippet repræsenterer dermed essensen af det arbejde, tegnestuen udfører på de bygninger, der skal vedligeholdes, restaureres, renoveres eller genoprettes.

12-07-40-Chr-IX-Spaerplan-01 12-07-40-Chr-IX-Spaerplan-02 12-07-40-Chr-IX-tvaersnit-01 12-07-40-Chr-IX-foto-07 12-07-40-Chr-IX-foto-03 12-07-40-Chr-IX-foto-04 12-07-40-Chr-IX-foto-05 12-07-40-Chr-IX-foto-06 12-07-40-Chr-IX-foto-09