Rum på hovedet

Når gulv bliver til loft – og loft til gulv – bliver virkeligheden vendt på hovedet. Det var sådan en forvrænget virkelighed publikum mødte, da de skulle ind at se Et Drømmespil på Betty Nansen Teatret. Scenografien er lavet i et samarbejde med Katrine Wiedemann og bestod udelukkende af to projektorer – en i loftet og en i salen – som lyste på scenens bagvæg og gulv. På den måde blev mere end 15 forskellige lokationer skabt. Men det essentielle var, at man kunne vende alle disse lokationer på hovedet. Og pludselig blev billedet vendt, så der var væg på scenegulvet og loft på scenens bagvæg – perspektivet havde ingen grænser.

Tre af rummene havde disse projektioner: Skamsund, advokatens kontor og datterens grav. Skamsund blev til en art David Lynch-inspireret sindssygehospital i ætsende grønne farver. Advokatens kontor blev holdt i mørke tyngende trævægge og et bastant loft med kæmpe stukornamenter. Datterens grav var dyb og dyster uden håb om at komme op.

Stykket blev modtaget med stående applaus, og blev særskilt rost for den innovative scenografi.

Uddrag fra Politikens anmeldelse d. 11. december 2007:
”Sammen med scenografen Maja Ravn sætter hun Strindbergs syrede, svære tekst på scenen som en forførende strøm af drømmesyner, som vender op og ned på op og ned – som konstant forrykker perspektivet i en leg med illusionen, så øjet hele tiden bedrages og Indras datters følelse af at være kastebold i en ejendommeligt indrettet verden bliver vores.”

Iscenesættelse: Katrine Wiedemann
Scenografi: Maja Ravn med scenebilleder af Elina Moreau Braunstein, Bertelsen & Scheving Arkitekter
Medvirkende: Sofie Gråbøl, Jens Jørn Spottag, Laura Bro, Morten Staugaard, Frank Thiel, Christiane Gjellerup Koch, Olaf Johannessen, Lily Weiding og Ole Westh-Madsen.

et-droemmespil-scenografi-3-i-1 et-droemmespil-scenografi-foto-02 et-droemmespil-scenografi-foto-03 et-droemmespil-scenografi-foto-01