Teaterbygningen skal være afskeden, ankomsten og forsinkelsen bevidst

Teater forsinker os.
Afbryder os i mekanisk at fortsætte dagligdagens puls. Teatret lokker os ind i en tidslomme, og dér sættes spillet i gang om … ja, om hvad? Om alt det livet handler om: smerten, glæden, tvivlen og troen, kærligheden og døden. Alt det svære i livet. Alt det gode i livet. De små og store valg. Forventningen til livet. De lysende øjeblikke.

At blive udfordret og forundret

Lader vi os ikke kun frivilligt forsinke, fordi der er en forventning? Forventningen kan være banal: vi vil underholdes, anmeldelserne var gode, fra mund til øre et godt rygte. Forventningen kan være usikker: hvad bliver vi udsat for, hvor skubber skuespillet os hen, hvilke erkendelser vil spillet bringe os? Scenekunsten stiller os spørgsmål. Den giver os sjældent svar. Derfor tager vi foran scenetæppet med hverdagen for i nogle timer i en verden, der udfordrer os på mange forskellige plan.

Når scenetæppet går for igen har vi taget afsked med de forunderlige spørgsmål og ankommer igen til hverdagen. En teaterbygning må være sig afskeden, ankomsten og forsinkelsen bevidst.

Teater Teater