Bertelsen & Scheving - Aalholm slot - Restaurering

Fig. 2. Aalholm set fra syd, ca. 2000.

Fra kongelig rigsborg til historicistisk herregård

I forbindelse med en restaurering er det altid vigtigt, at bygningens historie bliver undersøgt. Tegnestuens arkitekturhistoriker Thomas Bertelsen har været i faglitteraturen og arkiver for at undersøge Aalholms spændende fortid.

Nutidens Aalholm præges af en stor historicistisk restaurering fra slutningen af 1800-tallet, hvorunder hovedbygningen blev omdannet til et nygotisk anlæg (fig. 2). En lang og usædvanlig historie, der strækker sig tilbage til middelalderen, træder dog stedvist i karakter såvel inde som ude.

Aalholm ligger i det sydøstre hjørne af Lolland i udkanten af den middelalderlige købstad Nysted (fig. 1).

Middelalderlig rigsborg

Aalholm nævnes første gang i 1328 hvor Kristoffer 2. (1320-1326/1329-1332) pantsatte kronens gods på Lolland. På denne tid var anlægget en rigsborg, der atter kom på kronens hænder i 1346-47. Med sin placering på den danske Østersøgrænse mod hansestæderne havde Aalholm stor strategisk værdi og var naturlig ramme for et møde i 1394 mellem hansaforbundet og Margrete 1., der aktivt anvendte borgen. 

Trods store ombygninger rummer det eksisterende anlæg betydelige rester af den middelalderlige rigsborg, hvortil der formentlig var adgang via en dæmning mod øst. Af bygningsundersøgelser fremgår, at borgens ringmur i vid udstrækning er bevaret i det nuværende hovedhus’ ydermur. Borgens plan har således været stærkt rektangulær, ca. 74×35 m (fig. 3). Mod syd er ringmuren delvist nedrevet, men fremgår af Resens prospekt fra 1677 (fig. 4). Desuden er denne del dokumenteret i arkæologiske undersøgelser, hvorunder et porttårn og rester af pilotering også er påvist. 

I husets teglsatte ydermure indgår der betydelige middelalderlige partier, som repræsenterer ringmur og separate bygninger. I sydvesthjørnet ligger et middelalderligt stenhus i tre stokværk, ”Margretefløjen”, mens de tre øvrige hjørner har rester af et svært tårn – mod nord strækker de to tårne sig endnu over hustagene, men deres overdele er eftermiddelalderlige (fig. 5). Det sydøstlige tårn ses i dag ikke i det ydre, men i de indre metertykke mure (fig. 3).

Bertelsen & Scheving - Aalholm slot - Restaurering

Fig. 1. Kort over Nysted og Aalholm 1863.

Bertelsen & Scheving - Aalholm slot - Restaurering

Fig. 3. Plan af Aalholm, ca. 1860.

Bertelsen & Scheving - Aalholm slot - Restaurering

Fig. 4. Aalholm med omgivelser, gengivet i Resens Atlas 1677.

Bertelsen & Scheving - Aalholm slot - Restaurering

Fig. 5. Aalholms lange nordfløj set fra nord, ca. 2000.

Det er blevet antaget, at borgens ældste parti udgøres af det nordvestre tårn, hvorfra en høj tøndehvælvet kælder er bevaret bag ca. 3 m tykke mure.  Dette tårn skal angiveligt være yngre end den nordre ydermur, den oprindelige ringmur, og det nordøstre tårn, der forsigtigt er knyttet til Valdemar Atterdag (1340-1375). En tredje byggefase kan være et tårn under østfløjens søndre del, der er henvist til 1400-tallet og tilskrevet Erik af Pommern (1396-1439).

Både denne relative kronologi og dateringsrammerne må betragtes med store forbehold, da Aalholm gennem årene kun er yderst sparsomt undersøgt – hidtidige publicerede tolkninger må derfor vurderes med stor forsigtighed, da meget er antagelser. Som udgangspunkt er rigsborgens bygningshistorie ukendt, men det er givet, at der er tale om et kompliceret anlæg, der rummer langt flere elementer og bygningsrester end hidtil erkendt. Således skal det ikke udelukkes, at dele af det stående anlægs lange nordfløj, der overordnet synes at stamme fra restaureringen i 1800-tallets slutning, er af betydelig alder (fig. 3). Det samme gælder for den stående østfløj. 

Bertelsen & Scheving - Aalholm slot - Restaurering

Fig. 6. Skydeskår med indmuret rekylbjælke i nordøstre tårns øvre stokværk, formentlig omkring 1600. Opmåling i Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet, ca. 1940.

Fra renæssancen til 1800-tallet

Den kongelige borg var ved middelalderens slutning præget af forfald, der omtales ved 1500-tallets midte, men kort efter blev en udbygning af anlægget gennemført. Omkring 1580 opførtes en østfløj, som antages stadig at indgå i den eksisterende østfløj, selvom denne er ombygget senere. Af Resen gengives østfløjen i 1677 med et trappehus på gårdfacaden (fig. 4). På denne tid fremstår Aalholm dog endnu som et gammeldags kompleks. Nordfløjen gengives således med flere udvendige  hemmelighedskarnapper, der kan være levn fra en nordfløj i den middelalderlige borg. Indskriftsdaterede kalkmalerier i den nuværende fløjs østre del bekræfter, at denne eksisterede i 1585. 

I 1585 blev det besluttet, at tårnene, der ikke på daværende tidspunkt hævede sig over de tilstødende fløje, skulle forhøjes 3,77 m (fig. 6). I 1587 blev der indkøbt skifer til tårnenes tage, men det er uvist, om planen blev ført ud i livet. Af Resen fremgår, at de to nordre tårne havde overdele i 1677, men muligvis blev vesttårnet afsluttet uden et planlagt øvre stokværk. Igen ved 1600-tallets midte står Aalholm forfaldent, og mange tilfældige reparationer af nordmuren kan stamme fra denne tid. 

I 1725 bortauktionerede kronen Aalholm gods til Emerentia von Leventzow (1669-1746), enke efter Johan Otto Raben (1646-1719). Slægten ejede herregården frem til 1995 og kan tilskrives store byggearbejder. Omkring 1779 (jf. murankre) blev den ældre østfløj ombygget i klassicisme og indrettet i Louis seize-stil (fig. 7). På samme tid blev sydfløjens østre del med den middelalderlige port yderligere nedrevet, hvorved det lukkede gårdrum blev åbnet op mod Nysted Nor. Over nordøstre tårn blev der i begyndelsen af 1800-tallet rejst en let overbygning af træ, indrettet som observatorium. 

Bertelsen & Scheving - Aalholm slot - Restaurering

Fig. 7. Aalholm set fra sydøst, tegning af
Jacob Kornerup 1859.

Det historicistiske anlæg – om- og tilbygning i tre faser 1889-1944 

Efter løbende om- og udbygning over flere hundrede år fremstod Aalholm langt fra som et helstøbt anlæg – mere som et bygningskompleks bestående af separate sammenbyggede fløje. Dette indtryk blev der dog lavet radikalt om på mod 1800-tallets slutning, hvor der blev indledt en ambitiøs historicistisk ombygning, som utilsigtet blev realiseret over tre faser. Den sidste var først afsluttet omkring 1944. Den storstilede ombygning er velbelyst via tegninger, opmålinger og ældre fotos i flere statslige arkiver.

Første historicistiske projekt (1889-ca. 1900) af Hans J. Holm 

Den historicistiske ombygning blev indledt i 1889 og dermed straks efter, at Frederik Christoffer Otto Raben-Leventzau (ejer 1889-1933) overtog Aalholm. Til opgaven blev valgt arkitekt Hans J. Holm (1835-1916), der allerede da var en af tidens betydeligste nulevende arkitekter. Med udgangspunkt i det stående hus opdelte Holm det stærkt rektangulære gårdrum med to tværfløje, som skabte en lille lukket gård mod øst og vest, foruden en større centralt placeret og åben gård som ramme om hovedindgangen. Dette sydvendte gårdrum blev flankeret af to spirprydede tårne (fig. 3, 8). 

Med henvisning til anlæggets oprindelse i en middelalderlig rigsborg blev både nybyggerier og de ældre bibeholdte fløje tilføjet et nygotisk udtryk i facaden. Mens tagene fik taktfaste murede karnapper og høje slanke skorstene, blev gavltrekanter forsynet med kamme og blændinger, der også kronede adskillige vinduer (fig. 9-13).

Bertelsen & Scheving - Aalholm slot - Restaurering

Fig. 8. Plan af Aalholm efter ombygning af Hans. J. Holm, ca. 1890.

Bertelsen & Scheving - Aalholm slot - Restaurering

Figur 9. Ikke realiseret forslag til ombygning. Sydvendte facader tegning af Hans J. Holm, ca. 1890.

Bertelsen & Scheving - Aalholm slot - Restaurering

Fig. 10. Ikke realiseret forslag til ombygning. Nordfacade tegnet af Hans J. Holm, ca. 1890

Bertelsen & Scheving - Aalholm slot - Restaurering

Fig. 11. Delvist realiseret forslag til ombygning. Nordfacade tegnet af Hans J. Holm, ca. 1890.

Bertelsen & Scheving - Aalholm slot - Restaurering

Fig. 12. Endeligt forslag til ombygning. Østre mellemfløjs vestfacade tgnet af Hans J. Holm, signeret april 1890.

Bertelsen & Scheving - Aalholm slot - Restaurering

Fig. 13. Aalholms sydøstre del efter Hans J. Holms ombygning 1889-ca. 1900.

I det indre blev både nye og eksisterende fløje indrettet med et rigt historicistisk interiør, der spænder over imiteret middelalderlig borgstue til nybarokke saloner med forgyldte stuklofter (fig. 14-16). I en dansk kontekst er Aalholms gennemførte historicistiske ombygning både af yderst høj kvalitet og meget omfattende. Huset er yderlige skabt til repræsentative formål og har dannet den perfekte ramme for store sammenkomster. Ombygningerne og indretningen omfattede stort set alle rum og alle bygningsdetaljer, og Aalholm fik en iscenesat indretning uden sammenligning. Mens andre herregårde i denne tid fik en nyindrettet spisestue eller en hall i tidens historicistiske stil, fik Aalholm et samlet interiør i stort set alle de væsentligste rum. Denne grundighed kan fortælle, at der her ikke var væsentlige bevaringsværdige interiører. De få bygningsdele, der blev genbrugt, synes at være blevet renset ned og malet på ny, idet der i dag ikke findes historiske malingslag på døre og paneler, som det ellers er almindeligt.   

Bertelsen & Scheving - Aalholm slot - Restaurering

Fig. 14. Nygotisk sal i nordfløjens østre del. Foto i Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet, ca. 1900.

Bertelsen & Scheving - Aalholm slot - Restaurering

Fig. 15. Nybarok stue i nordfløjen. Foto i Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet, ca. 1900.

Bertelsen & Scheving - Aalholm slot - Restaurering

Fig. 16. Nyklassisk balsal i nordfløjen. Foto i Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet, ca. 1900.

Med tanke på, at slægten Raben stammer fra Mecklenburg, med stamhus i Stück nær Schwerin, er det naturligt at se hertugslottet i Schwerin som det oplagte forbillede (fig. 17). Hertugslottet blev ombygget og restaureret i 1845-1857 af arkitekt Gottfried Semper (1803-1879), der skabte et af Europas største historicistiske bygningsværker med et interiør, som i udtryk er nært beslægtet med Hans J. Holms indretning af Aalholm (fig. 16, 18). 

I Hans J. Holms projekt skulle Aalholms ældre nordfløj udvides i bredden med ny ydermur mod det åbne gårdrum. I den tiltænkte form blev dog kun fløjens østre fjerdedel realiseret, mens dens centrale og vestre del alene blev rejst til murkronen og dækket af et midlertidigt skråtag (fig. 19-20). Af efterladte tegninger fremgår, at hele fløjen skulle dækkes af sadeltage, og den midterste del forhøjes, så den ville fremstå som et separat stenhus. Forbilledet til denne løsning var utvivlsomt Jægerspris i Horns Herred, som har inkorporeret et højt stenhus fra den middelalderlige rigsborg Abrahamstrup (fig. 21). Med denne reference afsløres Hans J. Holms store indsigt i middelalderens hjemlige borgbyggeri, der netop var udgangspunktet for Aalholms eksteriør. 

Bertelsen & Scheving Arkitekter - Schwerin Castle - Aalholm slot - Restaurering

Fig. 17. Schwerin Slot, Mecklenburg, Tyskland. Ombygget og restaureret 1845-1857.

Bertelsen & Scheving - Aalholm slot - Restaurering

Fig. 18. Schwerin Slot, tronsal.

Bertelsen & Scheving - Aalholm slot - Restaurering

Fig. 19. Aalholms nordfløj med ufuldendt sydfacade, ca. 1900.

Andet historicistiske projekt (ca. 1900-1920) af Gotfred Tvede

I begyndelsen af 1900-tallet var Hans J. Holms projekterede nordfløj endnu ikke afsluttet. Muligvis gik arbejdet i stå, da Holm i 1898 fik overdraget opførelsen af Det Kgl. Bibliotek (afsluttet i 1906). Da en voluminøs nybarok bro mellem nordfløjen og den tilstødende park blev opført i 1901, var arkitekten således Gotfred Tvede (1863-1947), der også færdiggjorde nordfløjen (fig. 22). I 1913 præsenterede Tvede et nyt forslag til nordfløjen, der tog udgangspunkt i Hans J. Holms projekt, men i en let neddæmpet version. Således erstattede Tvede fløjens forhøjede midterparti mod gården med en stor, men dog mindre fremtrædende trekantgavl (fig. 23-24). Dette let reviderede projekt blev realiseret i de følgende år og fuldendte Aalholms historicistiske ombygning. 

Bertelsen & Scheving - Aalholm slot - Restaurering

Fig. 20. Ikke realiseret forslag til Aalholms nordfløj, opstalt mod syd af Hans J. Holm, ca. 1890.

Bertelsen & Scheving - Aalholm slot - Restaurering

Fig. 21. Højt middelalderligt stenhus inkorporeret i Jægerspris Slot.

Bertelsen & Scheving - Aalholm slot - Restaurering

Fig. 22. Aalholm set fra nordvest, ca. 1920.

Bertelsen & Scheving - Aalholm slot - Restaurering

Fig. 23. Delvist realiseret forslag til nordfløjens sydfacade. Forslag af Gotfred Tvede, signeret juni 1913.

Bertelsen & Scheving - Aalholm slot - Restaurering

Fig. 24. Nordfløjens sydfacade, realiseret ca. 1915 efter tegning af Gotfred Tvede.

Hans J. Holms projekt synes Gotfred Tvede ikke i øvrigt at gribe ind i. Nordfløjens interiør må primært tilskrives Holm, men da sadeltaget først blev rejst af Tvede, må han nødvendigvis tilskrives indretningen af tagetagen i denne del, der også blev tilført et historicistisk udtryk, funderet på skønvirke.

I Danske Slotte og Herregaarde ved 1920 skriver historiker og kunsthistoriker Christian Axel Jensen (1878-1952) i 1923, at ”Det nye Aalholm smiler muntert mellem de grønne Træer ud mod den venlige Fjord. Men set fra Nord rejser Bygningen sig endnu som et af Landets mærkeligste Minder fra Middelalderen, og mellem de svajende Engsiv kan Vandreren her drømme sig tilbage til den barske Kamptid, da faste Borgmure bestemte Rigets Skæbne.”

I denne beskrivelse anerkendes Aalholms nyligt afsluttede historicistiske ombygning, der effektfuldt understøtter anlæggets oprindelse i en middelalderlig rigsborg.

Bertelsen & Scheving - Aalholm slot - Restaurering

Fig. 25. Aalholms nordside efter ombygning af Hans J. Holm, ca. 1900.

Bertelsen & Scheving - Aalholm slot - Restaurering

Fig. 26. Aalholms nordside efter ombygning af Gotfred Tvede, ca. 1920.

Tredje historicistiske projekt (1943-1944) af Helge Holm

Beskrivelsen af Hans J. Holms og Gotfred Tvedes nygotiske anlæg tog dog en markant drejning, da arkitekt og arkæolog Aage Roussell (1901-1972) knap 40 år efter reviderede Christian Axel Jensens tekst i 2. udgaven af Danske Slotte og Herregårde fra 1965: ”Det slot, Hans J. Holm nu kunne aflevere, har i alle måder tilfredsstillet tidens krav til en luksuriøs herskabsbolig, passende for landets udenrigsminister og skabt til store fester. Det var helt i international stil og kunne for den sags skyld have ligget et hvilket som helst sted på det europæiske kontinent. Men af den nordiske, middelalderlige kongeborg var ikke meget synligt undtagen i vest- og især i nordmuren, som begge vendte bort fra den besøgende. Der skulle et generationsskifte til, før der kunne rådes bod herpå.”

I denne anmeldelse rettes skarp kritik af det nygotiske historicistiske anlæg fra årtierne omkring 1900, hvis internationale relationer ikke betragtes som en kvalitet. På europæisk plan var der da også allerede før 2. Verdenskrig indledt en bred fagligt funderet kritik af historicisme som arkitektonisk greb, der utvivlsomt banede vejen for en ny ombygning af Aalholm, der blev gennemført ca. 1943-1944.

Som anført af Aage Roussell blev denne seneste ombygning indledt efter et ejerskifte, hvor Johan Otto Valdemar baron Raben-Levetzau (1933-1992) havde overtaget Aalholm. Projektet blev overdraget Hans J. Holms søn, arkitekt Helge Holm (1891-1973). Mens Tvede havde afsluttet nordfløjen i forlængelse af Hans J. Holms planer, gennemførte Helge Holm nu en regulær reduktion af faderens samlede projekt. Med få undtagelser blev tagenes murede karnapper og høje slanke skorstenspiber nedtaget og erstattet af enklere løsninger (fig. 2, 5). I gavlene blev blændinger udmuret, ligesom spejle over vinduer blev fjernet til fordel for enkle bueslag. Herved blev det detaljerige og forfinede nygotiske eksteriør, som Hans J. Holm havde introduceret, nedtonet til fordel for et udtryk, der vægtede den mere rå middelalderborg. Borgens lukkede udtryk dyrkede Helge Holm især mod vest og nord, hvor ringmur og middelalderlige hjørnebygninger tegner hovedbygningen. 

Med dette sigte og på trods af det sene tilblivelsestidspunkt, må også Helge Holms ombygning af Aalholm betragtes som et historicistisk projekt. At dømme ud fra det stående anlæg blev der ikke foretaget ændringer i interiøret. Af Gotfred Tvedes tiltag blev kun det enorme broanlæg mellem nordfløjen og parken fjernet. 

Slægten  Raben-Leventzau ejede Aalholm frem til 1995, hvor hele godset blev solgt på auktion. I 2019 blev Aalholm købt af Bo Ladegaard Bendtsen, som har taget initiativ til en tiltrængt omfattende restaurering og istandsættelse af hovedbygningens ydre såvel som indre, som ikke har forandret sig meget siden 1900-tallets første del. 

Litteratur:

Etting, Vivian 2010: The royal castles of Denmark during the 14th century, Copenhagen.
Etting, Vivian 2021: Senmiddelalderens borge i Danmark, Odense.
Jensen, Chr. Axel 1923: Aalholm, Danske Slotte og Herregaarde ved 1920, København, s. 139-150.
Jensen, Chr. Axel 1965: Aalholm, Danske Slotte og Herregårde 6 (2. udg. revideret af Aage Roussell), København, s. 91-112.
Olsen, Rikke Agnete 1996: Borge i Danmark (2. udg.), København.
Olsen, Rikke Agnete 2011: Danske middelalderborge, Aarhus.

 De historicistiske projekter fra 1889-1944 er yderligere dokumenteret via fotos, tegninger og korte beskrivelser i Rigsarkivet, Det Kgl. Bibliotek og Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet.