Vores COO Maria Wedel Søe har i 2021 taget en Master i Nordisk arkitekturarv med et speciale om begrebet “restaureringsholdning – proces og metode”. 

Bertelsen & Scheving - COO Maria Wedel Søe

“For alle, der arbejder med at bevare landets kulturarv, er det vigtigt at forholde sig til, hvordan et bevaringsarbejde skal udføres, og til dette arbejde er udførelsen af en restaureringsholdning et vigtigt værktøj. Men ingen har endnu formået at finde frem til metoden og processen for, hvordan den skrives, og det satte jeg mig derfor som mål, for at vi på tegnestuen kan have et vigtigt redskab til at arbejde sikkert med bevaring af vores kulturarv i Danmark i fremtiden.

Vi møder desuden ofte i de statslige udbud et krav om at beskrive en “restaureringsholdning”, uden at der er en fælles forståelse for, hvad det betyder. I mine år i Slots- og Kulturstyrelsen arbejdede jeg bl.a med værdisætninger af fredede bygninger, der altid er grundlaget for en kommende restaureringsholdning. Det er jo en kæmpe fornøjelse i en masteruddannelse at kunne bruge min erfaring fra tidligere job og mit nuværende arbejde på en tegnestue, der er specialiseret i kulturarv”, fortæller Maria Wedel Søe. 

I artiklen her kan du læse nogle af de væsentlige elementer, der er omfattet af en restaureringsholdning.

Hvad er en restaureringsholdning?

En restaureringsholdning er den overordnede tilgang, som en restaureringsarkitekt fastlægger for et enkelt projekt. Denne holdning kan spænde vidt i feltet mellem at tilbageføre til det oprindelige og genoprette, så alt ser næsten nyt ud, eller det kan være at lade bygningen stå med patina og forfald. Der er ikke tale om en generel holdning, som en arkitekt har til hele restaureringsfaget. En restaureringsholdning til et konkret projekt vil uundgåeligt være påvirket i mere eller mindre grad af personlige holdninger.

Processen

Der har længe været en forståelse af, at en restaureringsholdning skulle skrives og afklares i de tidlige faser, som illustreret i figuren herunder.

I Marias dybdegående arbejde med masterafhandlingen er det dog blevet klart, at man skal se en restaureringsholdning som en meget længere udstrakt og dynamisk proces, der skal kunne ændre sig undervejs. I forbindelse med arbejdet med ældre bygninger vil der ofte dukke elementer op, som der løbende skal tages stilling til. Derfor er det også vigtigt, at en restaureringsholdning ikke “bare” er noget, der skrives ind i et udbud – men ses om en del af den samlede proces, der først er færdig, når restaureringen er gennemført.

“Vi må erkende, at vi løbende bliver klogere, når vi arbejder med de historiske bygninger.” siger Maria. Det betyder, at vores restaureringsholdning vil blive revideret løbende også under projektering og udførelse, sådan som processen er illustreret i figuren nedenfor.

Der er blevet gjort meget fra statslig side for at komme tættere på at bruge restaureringsholdning proaktivt. Men en kommende udfordring vil være at få myndighedernes anerkendelse af, at en restaureringsholdning er en proces, og at beslutninger kan ændre sig i takt med, at der opnås ny viden om bygningen i forbindelse med selve projekteringen og efterfølgende i arbejdet med bygningen.

Bertelsen & Scheving, Sorø Klosterkirke (1824)

Vestgavlen før Chr. Hansen udsnit (1824)

Holdningen præger udtrykket

Den moderne restaurering som akademisk disciplin tog først sin begyndelse i 1800-tallet. Det har altid været naturligt at vedligeholde og udskifte forfaldne bygningsdele, men et egentligt fag, hvor man anlagde en holdning, analyserede fortiden, foretog sammenligninger og klassificerede stilarter, var ny praksis. Den tidlige restaureringspraksis var båret af enkeltpersoners arkitektoniske idealer, mens man fra 1800-tallet begyndte at have et samlet samfundssyn på historiedyrkelse, hvor der også kom et statsligt fokus med de første lovgivninger om bevaring af kulturarv.

Bertelsen & Scheving, Sorø Klosterkirke (1933)

Opmåling af kirkens vestgavl. 1933.

De første lovgivninger fokuserede på kirker, fortidsminder og ruiner, og derfor ser man også mange restaureringer af disse monumenter i anden del af 1800-tallet. Her blev restaureringen brugt som hjælp til at understøtte det, der gjorde Danmark dansk. 

Sorø Klosterkirke er et eksempel på dette, hvor man ved restaureringen i anden halvdel af 1800-tallet skabte en ny indgangsportal og delvist tilbageførte kirken til et mere romansk udseende.  Bertelsen & Scheving arkitekter har netop genåbnet den oprindelige indgang fra klosterets opførelse i slutningen af 1100-tallet og har dermed fjernet den senere tilføjelse fra 1800-tallet. En beslutning, der har vakt mange følelser i lokalsamfundet, fordi den “gamle” centralt placerede indgang fra 1870’erne nu er nedtaget. Der kan være for og imod, men en ting er sikkert: der ligger en klar restaureringsholdning og mange historiske overvejelse bag at tage denne beslutning, og det er en interessant diskussion. 

Bertelsen & Scheving, Sorø Klosterkirke (1740)

Vestgavlen da den var klemt inde mellem det påbyggede våbenhus og Lauritz de Thuras hovedbygning. 1740.

Stort spænd i restaureringsholdninger

 Begrebet restaurering er gennem tiden ivrigt diskuteret, og i dag er der stadig to modsatrettede hovedsynspunkter fra 1800-tallet at finde i nutidige diskussioner om restaurering. 

Arkitekturteoretikeren Eugène Emmanuel Viollet-le-Duc (1814-1879) understregede vigtigheden af, at man som arkitekt stod på en fast grund af faglig viden. Han havde den holdning, at bygninger skulle bringes tilbage til det originale, dvs. den oprindelige bygherres og arkitekts visioner. Dette betød, at han var fortaler for at fjerne senere tilføjelser og endda gøre et monument mere perfekt i sin stil, end det måske havde stået oprindeligt. Dog var han også pragmatisk og gik ind for at nyere mere moderne teknikker blev brugt, hvis de havde vist sig at være bedre end det, der havde været til rådighed, da bygningen blev opført. For Viollet-le-Duc var højdepunktet for en bygning opførelsestidspunkt og målet derfor altid at tilstræbe at monumentet tog sig ud således. Mange af de store herregårde i det danske landskab blev i 1800-tallet restaureret efter dette princip, og i nyere tid har man også i mange af landets købstæder fjernet senere klassicistiske facader for at genskabe de oprindelige bindingsværksfacader.  

Arkitekten John Ruskin (1819-1900) var derimod romantiker og fortaler for, at bygninger skulle vedligeholdes nænsomt hele tiden, så egentlig restaurering helt kunne undgås. Han havde den holdning, at bygninger, som ikke kunne modstå tidens tand, skulle have lov til at forgå i et pittoresk forfald. For ham var det vigtigste, at man kunne aflæse en bygnings alder ved materialernes patina og forfald, og han anså, at værdien for en bygning ligger i den tid, som er gået. De tydeligste eksempler på dette er vores ruiner, der ikke bliver genopført, som de engang så ud, men får lov at fortælle deres historie gennem deres forfald. 

Præcision i vores sprogbrug

Gennem Maria Wedel Søes arbejde med en masterafhandling om restaureringsholdninger er det kommet frem, at det er utrolig vigtigt, at man, når man arbejder med kulturarv, er bevidst om at nuancere sprogbruget, så det ikke alene er begrebet restaurering, som anvendes om alt det arbejde, der udføres i vores historiske bygninger. For der er ikke altid tale om en restaurering. Som arkitekten Johannes Exner har formuleret det: ”Ordet bliver ofte opfattet som noget enestående specielt, men uden at man gør sig klart, hvad det indeholder.” Restaurering dækker i princippet over det arbejde, der udføres, når vi frembringer tidligere lag og dermed genfinder eller forstærker en historie i en bygning. Når vi maler et vindue eller skifter et tag, så er det ikke restaurering men forebyggelse for at bevare bygningen, som den er. Ved at blive mere præcise og bevidste om vores indgreb og det arbejde, der kræves i de historiske bygninger, kan vi altså blive skarpere på vores restaureringsholdninger til de enkelte bygninger, og dermed bevare kulturarven levende for eftertiden.  

Bertelsen & Scheving, Sorø Klosterkirke, 2021

Vestgavlen med midterindgang fra 1870’erne lukket og den oprindelig indgang i nordre sideskib genetableret. 2021.

Bertelsen & Scheving – Sorø Klosterkirke – Restaurering – Kalkfriser

Hos Bertelsen & Scheving arkitekter arbejder vi altid med udgangspunkt i den konkrete bygning og dens historie. Vi tager erfaringer med fra tidligere projekter, men tilgår en ny opgave med en ny restaureringsholdning hver gang. Vi arbejder med hele spektret, der for hver bygning vil blive præciseret gennem et omfattende research-, registrerings- og dokumentationsarbejde, der så kan danne grundlag for en restaureringsholdning. Når vi er grundige i vores dokumentation og bygger vores løsninger på historien, tror vi også på, at vi leverer et arbejde, som vil blive forstået og respekteret af eftertiden.

En restaureringsholdning er afhængig af en åben proces 

En restaureringsholdning må være et værktøj, som kan udvides i takt med, at vi lærer bygningerne at kende. 

Det er en vigtig forudsætning for en vellykket og effektiv restaurering, at processen bæres oppe af konstant dokumentation, der sikrer, at man ikke mister kontrollen over projektet, selvom beslutninger måske afventer. Jo mere historisk dokumentation, der er, jo mindre vil de personlige holdninger præge resultatet – og det er der, vi opnår restaureringer af høj værdi, der bevarer bygningerne og historierne for, hvad de er. Dokumentationen er vigtig, fordi den binder restaureringsholdningen op på fakta. En grundig dokumentation og værdisætning sørger ligeledes for, at det er den konkrete bygnings værdier, der bliver medbestemmende for, hvad der vægtes, og hvor fokus i bevaringsarbejdet skal lægges. Arkitekternes æstetiske holdning kan og skal ikke undgås, men det er vigtigt, at det ikke er æstetikken og valget af løsningernes synlighed, der sætter kursen, men at det understøtter en formidling af historien og værdierne. Dokumentationen sikrer også, at efterfølgende  generationer kan forstå de bevæggrunde, der formede restaureringen. Dermed er der en større chance for, at man i fremtiden vil bevare senere tilføjelser og ændringer, som dermed bliver en del af historien, frem for at være noget tilfældigt, der bare kan skiftes ud igen. 

Bertelsen & Scheving, Sorø Klosterkirke, 1977

Brudepar foran midterindgangen fra 1870’erne. 1977.