Nye tiltag på Borchs Kollegium

Borchs kollegium står overfor en facaderenovering, der har til formål at farvesætte bygningsfacaden i henhold til de tidligst afdækkede farvelag. Derudover følger en række mindre, indvendige vedligeholdelses- og opgraderingsarbejder.

Borchs Kollegium (Collegium Mediceum), St. Kannikestræde 12 blev stiftet i juli 1689 af højesteretsassessor, professor Ole Borch (1626-1690). Kollegiet blev opført på en grund, som Borch havde købt af universitetet, hvor der før havde stået en professorbolig, til bolig for 16 fattige, gudfrygtige og lærde studiosi.

Kollegiet blev indviet i maj 1691 og stod i 3 stokværk og frontispice med Christian V.s marmorbuste. Bygningen husede alumner, auditorium, bibliotek, samlinger samt et pinakotek med lægeportrætter.

Kollegie og samlinger brændte i 1728, men blev genopført på tilbageblevne mure i 1730-32. Ved bombardementet i 1807 brændte kollegiet igen og genopførtes i sin nuværende skikkelse i 1823-24 efter professor P. Mallings tegninger – uden frontispice.
I 1912-13 undergik kollegiet en omfattende restaurering (arkitekt Martin Borch): Kvistetagen indrettedes, læsesal etableredes i stuen, og der blev installeret tekøkkener og baderum.
Bygningen fremstår i dag med pudset, bemalet facade med sprossede vinduer og et sandstenindfattet indgangsparti mod St. Kannikestræde