VORES FÆLLES KULTURARV 

Vores fælles arkitektoniske kulturarv forener fortiden, nutiden og fremtiden. Kulturarven er en stadig påmindelse i nutiden om den fortid, vi kommer fra og er samtidig det grundlag, vi bygger vores fremtid på. 

Vores arkitektoniske kulturarv er dermed et af de mest synlige beviser på vores eksistens og udvikling. 

RESTAURERING I FLERE LAG 

Restaurering betyder at genoprette. Det interessante i dette spørgsmål er derfor, hvordan genoprettelsen sker. Hvor langt skal man gå? 

Restaurering repræsenterer en kritisk balance mellem det, der skal bevares, det, der kan fjernes, og det, som det er nødvendigt at tilføre. Det, der skal bevares eller fjernes, forudsætter en historisk eller aktuel dokumentation, før en afgørelse kan træffes. Det, der skal tilføjes, forudsætter en respekt for de arkitektoniske proportioner og de rytmiske forløb både i helhed og detalje. 

En kritisk balanceret restaurering formidler det historiske ved at efterlade spor, der anerkender den oprindelige idé og forandringerne undervejs. 

En dyb indsigt i kultur- og arkitektur-historien er det vigtigste grundlag for at restaurere. Vi skal kende den tid, som bygningen opstod i, periodens tankesæt socialt, politisk og mentalt, bygningens oprindelige formål samt arkitekten og den oprindelige arkitektoniske og rumlige ide. Samtidig skal vi kortlægge den udvikling, som har fulgt bygningen og den virkelighed, som er rammen i dag. 

Det er vores opgave at bevare bygningernes originalitet og autenticitet, hvilket vi sikrer ved at indsamle dokumentation om bygningens form, detaljer og materialer. Den grundige dokumentation er grundlaget for en vellykket restaurering. 

VÆRDISÆTNING OG DOKUMENTATION 

Vi anerkender, at bygninger ofte har undergået en lang række ændringer, tilpasninger og udvidelser for at imødekomme skiftende tiders funktionskrav. Det er vigtigt at vurdere om disse ombygninger igen skal fjernes, fordi de har ødelagt umistelige værdier eller om de i sig selv er blevet nye værdier, som skal respekteres. 

I princippet opfatter vi enhver periodes arkitektoniske frembringelser som et væsentligt bidrag til en levende og varieret verden, og skiftende tiders idealer og påhit gør vores hverdag rigere og mere mangfoldig. 

ÆNDRINGER OVER TID 

HÅNDVÆRKET 

Alle historiske bygninger er blevet til med de byggetekniske og håndværkmæssige evner, der var til stede i en given tid. Middelalderkirkerne havde små vinduer, mens gotikkens katedraler havde store vinduer af den simple grund, at murværk i middelalderen skulle bære og støtte sig selv, mens gotikkens bygmestre havde udviklet stræbepillen, der i sammenhæng med buer kunne spænde langt og støtte højt. 

Det æstetiske syn og de rumlige ambitioner har styret volumener og rum, men altid med håndværket, byggeteknikken og økonomien som begrænsning. 

Når vi skal restaurere er det altid vores håb, at skiftende tiders bygge- teknik og håndværk tydeligt lader sig aflæse også efter vores indblanding, og at vi som udgangspunkt supplere med nyt af samme høje kvalitet. 

RESTAURERINGSHOLDNING 

Der har gennem tiden været mange forskellige “skoler” og holdninger til, hvordan man bør restaurere. Skal man tilbageføre eller bevare alle tilføjede lag og skal en restaurering være synlig eller usynlig? 

En restaureringsholdning fungerer som en aktiv rettesnor gennem hele projektforløbet, således at man altid forbliver tro mod den eksisterende bygning. 

En restaureringsholdning vil for os altid variere afhængigt af det enkelte projekt, og kan tillige være nuanceret inden for et givent projekt. Eksempelvis når der i en bygning findes dele, som skal tilbageføres for at styrke den oprindelige idé, mens andre senere tilføjelser ender med at fremstå i uberørt form. 

DIALOG MED HISTORIEN 

Hver bygning har sin historie, og det er den vi anvender som vigtigste inspiration, når vi går i gang med en opgave. Samtidig er det vigtigt at have for øje, at nye forhold kan opstå undervejs, og dem skal man være klar til at vurdere løbende og evt. indarbejde. 

Der må derfor være en konstant bevågenhed gennem alle faser, og vi befinder os i en løbende dialog, hvor vi skal være enige, ikke kun med bygherre og myndigheder, men også med bygningen.

DET USYNLIGE MESTERVÆRK 

Vi er som restaureringsarkitekter stolte af de projekter, hvor ingen kan se, at vi har været forbi. Der er tale om en bevidst strategi for ingen må være i tvivl om, at projektet – dets historie og formidling – er vigtigere end vores private præferencer. Vi skal derimod anerkende og acceptere en historisk helhed på trods af vor tids idealer og det kræver en vis portion kunstnerisk mod og handlekraft. 

For en tegnestue der har restaurering som en del af eksistensgrundlaget er denne strategi naturligvis ikke synderligt kommerciel. Men det er en risiko, vi lever med og tager på os sammen med stoltheden over at bidrage til at bevare vores fælles kulturarv.