FASCINATION

Vi er fascinerede af historiske og bevaringsværdige bygninger, byer og landskaber. Vi er fascinerede af tanken om at kunne både bevare, restaurere og samtidig skabe ny værdi og nyt liv i det historiske ved at justere, forandre og bygge til. 

Vi holder af den arkæologiske og intellektuelle detektivjagt tilbage i tiden for at forstå en bygning eller et anlæg. I dialogen med fortiden finder vi ud af, hvor vi kan justere, forandre og bygge til. 

Det er vigtigt at vide, hvorfor noget blev til, hvordan tiden var, de samfundsmæssige forhold der var gældende, de arkitektoniske idealer, der var grundlaget, og hvilken håndværksmæssig kunnen, der var til stede, da den pågældende bygning eller anlæg blev bygget. Dokumentationen anvender vi til at forstå, forklare, præcisere og skabe nyt. 

Vi er fascinerede af den proces, hvor vi anerkender både den oprindelige idé og de forandringer, der er sket undervejs. Men vi ser også kvaliteterne i tingene, som de ser ud i dag. Den umiddelbare løsning, som et frit, moderne blik måske ser, er ofte ikke den løsning, vi som arkitekter ser. Vi kender kvaliteten i det mindre greb. Det vigtigste er, at vores indsats bliver en del af helheden og bidrager til at fortsætte fortællingen om den pågældende bygning eller anlæg. 

VI ANERKENDER OG SER 

Alle bygninger, byer og landskaber, der fremstår stærkt, karakteristisk og med poetisk kraft, er ofte blevet til af en stærk skaberkraft, et klart tankesæt eller nogle helt særlige omstændigheder. Skaberkraft er tidløs, og derfor altid vedkommende uanset tid og sted. Det er her, vi arbejder! 

At anerkende og se kvaliteterne i historien inspirerer os, og det er derfor naturligt, at det er i dette felt, vi arbejder. Gennem dialog, veneration for det historiske og med mod til at justere, forandre og bygge til så nye helheder opstår, bliver det historiske vedkommende for os i dag. Forståelsen for kulturarven og dialogen med historien forudsætter, at vores egen kunstneriske integritet altid er intakt. Vi ønsker at bygge videre og fortsætte historien ind i fremtiden. 

At arbejde med historiske og bevaringsværdige bygninger kræver stor forståelse for håndværket samt for både traditionelle og nutidige materialer og muligheder. Vi opfatter håndværket og samarbejdet med de udførende som helt afgørende, for uden viden om materialernes egenskaber og deres muligheder og behandling forbliver drømmen om skaberkraften blot en tåget forestilling. Samarbejdet med de udførende betyder, at vi forholder os konkret til en stram økonomi, en deadline, drilske installationer, nødvendig statik og kringlet funktionalitet. 

VI ARBEJDER ALDRIG ALENE 

Bygherrens drømme og ambitioner er altid udgangspunktet – hvad enten de er forløst og formidlet, når vi påbegynder en opgave eller vi hjælper med at formulere dem. Men forandringer finder først deres form i dialog med bygherren, andre rådgivere og de nødvendige eksperter. Forandringer kan være rå og brutale eller nænsomme og med hensyn, men det er dialogen, der binder det hele sammen. 

Vi tror på, at det er i accepten af det konkrete, vi finder kimen til det kunstneriske anslag – til vores skaberkraft – til den interessante løsning, og til at bære kulturarven videre til de næste generationer.